Gå til hovedindhold
Hjem

Top menu

  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice

Main navigation

  • Afdelinger
    • Familiespejd (3år-skolestart)
    • Mikro (0. - 1. klasse)
    • Mini (2. - 3. Klasse)
    • Junior (4. - 5. klasse)
    • Trop (6. - 10. klasse)
    • Klanen (16-29 år)
    • Voksne spejdere (30-99 år)
    • 5. Odenses Venner
  • Sponsorer
    • Bliv sponsor
    • Projekt Friluftsliv i Centrum
  • KALENDER
    • Kalender
  • Information
    • Hvad er spejder?
    • Om gruppen
    • Indmeldelse og kontingent
    • Uniformsvejledning
    • Leje af Ruedam
    • Spejderlommen
    • Pakkeliste og hjemve
    • Seneste årsrapport
    • Udmeldelse
  • Bliv leder
  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice
  • Bliv spejder
Billede af udekøkken og materialebygning med sponsorlogoer
Det nye udekøkken og materialebygning
Cityspejderne / 5. OdenseSct.Georg Gruppe

Projekt Friluftsliv i Centrum

🌿 Et nyt kapitel for Cityspejderne: Vi skifter gear med historisk friluftsprojekt

Cityspejderne i Odense C har taget hul på et nyt kapitel i gruppens historie. Med støtte fra fonde, sponsorer og Odense Kommune er vi i gang med at skabe et ambitiøst og historisk friluftsprojekt, der skal forvandle udeområdet ved Sct. Georg-hytten til et moderne, åbent og mangfoldigt friluftsmiljø – til glæde for både spejdere og hele lokalområdet.

🚀 Vi skifter gear – og inviterer alle med ombord

Projektet markerer et markant løft af vores fysiske rammer og en ny måde at tænke spejderarbejde på. Vi skifter gear – fra et traditionelt spejderområde til et åbent og inviterende friluftsmiljø, hvor børn, unge, forældre, naboer og samarbejdspartnere kan mødes, lære og skabe fællesskab.

🔧 Hvad bygger vi?

Projektet omfatter hele 10 nye tiltag, som tilsammen skaber et helstøbt og fleksibelt uderum:

  • Udekøkken og materialebygning - allerede færdigt
  • Bålhytte med depot og hævet bålsted
  • Natur-forhindringsbane i samarbejde med KOMPAN
  • Indgangsportal og skiltning fra Albaniparken
  • Læskur til rafter og brænde
  • Smage-dufte-have i højbede til børn og insekter
  • Stjernetelt/mastesejl til overdækning
  • Ny åben bålplads med siddepladser og svinggrill
  • Udendørsbelysning i hele området
  • Nye borde-bænkesæt i langtidsholdbar kvalitet

🌱 Et grønt samlingspunkt i hjertet af Odense

Vi ønsker at skabe et sted, hvor friluftsliv, fællesskab og læring går hånd i hånd. Området skal være tilgængeligt for både spejdere og andre brugere af Albaniparken – herunder børnehuset, plejehjemmet og naboer. Det bliver et sted, hvor man kan lave mad over bål, bygge med rafter, lege, plante, lære og være sammen – året rundt.

Projektet støttes indtil videre af Lokale- og Anlægsfonden, Odense Kommune, Marius Pedersen Fonden, Nordea-fonden, Friluftsrådet, More Play Puljen, KOMPAN, Dansk Ungdoms Fællesråd, Ingeniør N.M. Knudsens Fond og B.P. Fonden.


🤝 Bliv en del af projektet

For at lykkes, kræver projektet stadig byggetilladelser samt den sidste finansiering og frivillig arbejdskraft til udførelsen. Vi har brug for hænder, idéer og materialer! Derfor inviterer vi alle, der har lyst, til at:

  • Deltage i vores arbejdsdage – vi annoncerer dem her og på Facebook
  • Donere udstyr og materialer til udeområdet (fx urter, bærbuske, frugttræer, indretning af værksted m.v.)
  • Meld dig som frivillig - og bliv en del af en arbejdsgruppe til både det praktiske og det administrative – herunder byggearbejde, sponsorarbejde og koordinering.

📧 Kontakt os på info@cityspejderne.dk, hvis du vil være med.

Projektet koordineres desuden med Fritid, Park og Vej i Odense Kommune samt den lokale forening for Albaniparken og Georgsgadebeboerne.


🧱 Projektets faser

Projektet er planlagt i flere faser, der strækker sig fra sommeren 2023 til efteråret 2026. Her får du et overblik over de vigtigste skridt i projektets udvikling – fra idé og fundraising til færdiggørelse og overdragelse.

🔹 Forberedelse og fundraising

  • 15. juni 2023: Fundraising til projektet påbegyndt
  • 12. juni 2025: Fuld finansiering på 868.400 kr. opnået fra fonde, kommune og sponsorer

🔹 Opstart og første byggefase

  • 14. juni 2025: Første arbejdsdag for forældre og frivillige
  • 7. juli 2025: Arbejde på udekøkken og materialebygning påbegyndt
  • 31. juli 2025: Udekøkken og materialebygning færdigbygget
  • 1. august 2025: Stjernetelt tages i brug på Cityspejdernes sommerlejr
  • 23. august 2025: Ekstraordinært grupperådsmøde – orientering og afstemning om forhindringsbanen
  • 6. september 2025: Indvielse af udekøkken ved Nat i Naturen 2025
  • 25. januar 2026: Arbejdsdag med indretning af værksted og grejdepot i materialebygningen

🔹 Anden byggefase

  • 17. december 2025: Bålhytteprojektet opstartet efter aftale med Odense Kommune
  • Januar - juni 2026: Ansøgningsproces for byggetilladelse til bålhytten.
  • 8. juni 2026: Byggetilladelse til bålhytte opnået fra Odense Kommune
  • 5. september 2026: Forventet indvielse af bålhytte til Nat i Naturen 2026

🔹 Tredje byggefase og færdiggørelse

  • 13. marts 2026: Godkendelse af forhindringsbane fra grundejer (Odense Kommune) opnået
  • 25. marts 2026: Byggetilladelse til forhindringsbane opnået fra Odense Kommune
  • 10. maj 2026: Første spadestik i anledning af den nationale "Spejderdag" og påbegyndelse af 1. etape (balanceforløbet).
  • Maj-oktober 2026:  Arbejdsdage med raftelæskur, højbede, borde-bænkesæt, åben bålplads, skiltning, bålhytte-indretning, indgangsportal, færdiggørelse af forhindringsbane m.v.

🔹 Afslutning og overdragelse

  • Oktober 2026: Forventet indvielse og fejring af hele udeområdet
    • Projektet afsluttes og overgår til drift og vedligehold i regi af Cityspejderne og lokale brugere

🔔 Vi opdaterer tidslinjen løbende med ændringer, arbejdsdage og arrangementer.


🛠 Seneste nyt fra byggepladsen

Her kan du følge med i, hvordan projektet skrider frem. Vi opdaterer løbende med billeder, små historier og status på de forskellige dele af projektet.

Seneste opdateringer:

  • 6. juni 2025: Vi modtog en flot arkitekttegning af det nye udekøkken og materialebygning fra Tegnestuen Kildegården som donation til projektet.
  • 14. juni 2025: Vi skød projektet igang med en fantastisk arbejdsdag for gruppens frivillige, spejdere og deres forældre.
  • 5. juli 2025: Vi har indgået aftale med Trige Service om tømrerarbejde og materialer til udekøkket og materialebygning.
  • 29. juli 2025: Trige Service har færdiggjort tømrerarbejdet på udekøkken og materialebygning. 3 dage før tid!
  • 31. juli 2025: Med den sidste af en række arbejdsdage i juli har vi færdiggjort indretningen af udekøkkenet og tilsluttet regnvandsopsamlingstanke. Med hjælp fra Byens VVS & Blik Aps fik vi etableret udendørsvandhane og afløb.
  • 10. aug. 2025: Vi havde arbejdsdag for spejdere og deres forældre, hvor vi ryddede haven for byggeaffald, lagde fliser, flyttede vores grej ind i det nye depot og værksted i materialebygningen og gjorde hytten og udearealerne klar til sæsonstart.
  • 23. aug. 2025: På vores ekstraordinære grupperådsmøde besluttede vi endeligt i foreningen at påtage os at føre projektet med aktivitetsbane i mål frem mod sommeren 2026, herunder at optage en kort kredit i banken som mellemfinansiering.
  • 1. sep. 2025: Afsluttende rapport og regnskab for 1. byggefase (udekøkken og materialebygning) blev sendt til DUF, Friluftsrådet og Marius Pedersens Fond.
  • 6. sep. 2025: Udekøkkenet blev officielt indviet til gruppens Nat i Naturen-arrangement, der var støttet af Friluftsrådet.
  • 14. sep. 2025: Vi fik en stor høvlbænk doneret, som vi satte op i det nye værksted
  • 7. okt. 2025: 2. byggefase (bålhytte) blev igangsat efter modtagelse af kontraktudkast fra Odense Kommune, Velfærdens Fundament og forberedelse af ansøgning om byggetilladelse. Denne del forventes at blive 3-4 måneder forsinket ift. oprindelig tidsplan.
  • 17. okt. 2025: Bestyrelsen godkendte (betinget) ordre på aktivitetsbane til KOMPAN samt gav fuldmagt til indhentning af byggetilladelse.
  • 4. december 2025: Vi afholdte julearrangement i udekøkkenet med gløgg, æbleskiver og bålhygge for spejdere, samarbejdspartnere og lokalområdet
  • 17. december 2025: En milepæl blev opnået, da vi endelig fik budget, tilskudsvilkår og placering af bålhytten godkendt af Odense Kommune.
  • 4. januar 2026: Endnu en flot donation til Cityspejderne! Vi har i dag været til Sct. Georgs Gildernes nytårskur, hvor vi officielt modtog beviset på et nyt XXL patruljetelt med 2 sovekabiner til vores gruppe! Donationen er en anerkendelse af den store medlemsfremgang, vi har haft – og vi er super stolte!
  • 3. januar 2026: Vi modtog endnu en flot arkitekttegning fra Tegnestuen Kildegården. Denne gang af bålhytten - til brug i ansøgningen om byggetilladelse. Tegningen var igen en donation til foreningen - og en uvurderlig stor hjælp.
  • 13. januar 2026: Ansøgning om byggetilladelse til bålhytten blev indsendt til Odense Kommune.
  • 20. januar 2026: Cityspejderne har nu fået gæstekort til Zirkel. Vi hentede gratis  genbrugsmaterialer til indretning af materialebygning og udekøkken. Det har en kæmpe værdi for en forening som os.
  • 24. januar 2026: Skovlyst Hytten i Geelsskov donerede en stor trailerfuld træ til brænde, som spejderne straks gik i gang med at save op til en fin brændestak i materialebygningen.
  • 25. januar 2026: Vi havde en fantastisk arbejdsdag ved spejderhytten, hvor 25 voksne og en masse børn deltog i at indrette et rigtigt grej-depot og et stort flot værksted i materialerummet. Det var en dag med masser af fællesskab, genbrug, snacks, kage, kaffe og ikke mindst pizza!
  • 17. februar 2026: Vi gennemgik arealet til forhindringsbane og indgangsportal sammen med KOMPAN, Georgsgadeforeningen og Odense Kommune, Park & Vej
  • 25. marts 2026: Så kom byggetilladelsen til forhindringsbanen! Så nu er vi i fuld gang med at planlægge det store arbejde med at opføre og montere den. Det er mange huller, der skal graves - så vi får brug for alt den hjælp, vi kan få.
  • 30. marts 2026: Forhindringsbanen har nu fået navnet "SPEJDERKNUDEN", og vi er begyndt har sendt præsentationsmateriale ud til mulige sponsorer og samarbejdspartnere til byggefasen.
  • 4. maj 2026: Vi er så heldige, at Fyns Maskinudlejning, Wendorff og 365 Discount har valgt at sponsorere opførelsen af Spejderknuden d. 10. maj med hhv. gratis leje af 2 benzinpælebor, brunsviger og sodavand.
  • 10. maj 2026: Spejderdag 2026 var en kæmpe succes! Der var masse af glade ansigter - både nye og kendte - da vi tog første spadestik til "Spejderknuden". Sol, hygge og hårdt arbejde - både på madholdet, i værkstedet og på byggepladsen. TUSIND TAK til alle, der deltog og bidrog til en god dag.
  • 24. maj 2026: 8 frivillige fra gruppen knoklede i 8 timer med at finde plads til nogle af de mere komplicerede dele af forhindringsbanen mellem egetræernes tykke rødder. Det lykkedes!
  • 7. juni 2026: Vi havde endnu en festlig arbejdsdag, hvor især familier og naboer fra Georgsgade mødte op og hjalp med at bygge forhindringsbanen sammen med foreningens frivillige. Lederne serverede kartoffelsuppe med lækre toppings til frokost.
  • 8. juni: ENDELIG kom byggetilladelsen til bålhytten fra Odense Kommune. Efter 5 måneders ventetid. Så er alle tilladelser til projektet på plads, og vi kan lægge endelig bestilling på bålhytte og de sidste byggematerialer.
  • 23. juni 2026: Sikke et Sankthans. Tak til alle der kom og skabte den hyggelige stemning og så, hvad vores nye udeområde kan - selvom vi kun er ca. halvvejs færdig. Skønt at se så mange spejdere og lokale beboere samlet til fællesspisning og sang om bålet.
  • 28. juni 2026: Arbejdsdag: En lille gruppe frivillige monterede den store rullebom "Snobrødet" i forhindringsbanen.
  • 2. juli 2026: En glædelig nyhed! Med en bevilling fra Ingeniør N.M. Knudsens Fond kan vi hyre professionel til at færdiggøre forhindringsbanen.
  • 3. juli 2026: En sidste arbejdsdag inden sommerferien: Gruppens frivillige monterede "Knobet" og "Rebene" i forhindringsbanen, og mærkede resten af området op til bålhytten, den åbne bålplads, indgangsportalen og de sidste stolper i forhindringsbanen, så entreprenøren kan gå igang.
  • 7. juli 2026: Sammen med KOMPAN har vi designet et flot velkomstskilt til "Spejderknuden". Det er nu sendt til tryk, og vi glæder os til at få det op.
  • 16. juli 2026: HDJ Entreprenør & Kloak Aps har flyttet vores gamle åbne bålplads, planet jorden ud til bålhytten og udlagt stabilgrus. HDJ har desuden valgt at donere en faskine til gruppen, så det overskydende regnvand fra materialebygningens regnvandstanke ikke løber direkte ind i bålhytten, men kan sive ned ved siden af. Tusind tak!

🙌 Tak til vores støtter

Cityspejdernes friluftsprojekt er kun muligt takket være en lang række fonde, sponsorer og offentlige bidragydere, som har valgt at støtte op om vores vision for et åbent og levende udeområde i hjertet af Odense C... Og der er plads til flere!

Her kan du se, hvilke dele af projektet de enkelte støtter har bidraget til:

💚 Lokale- og Anlægsfonden: 289.400 kr. Støtter det samlede projekt.

💚 Odense Kommune (Velfærdens Fundament): max 550.000 kr. Støtter opførelse af bålhytte.

💚 Marius Pedersen Fonden: 90.000 kr. Støtter udekøkken og materialebygning

💚 Nordea-fonden (Liv i det Lokale): 55.000 kr. Støtter opførelse af bålhytte

💚 Friluftsrådet - Udlodningsmidler til Friluftsliv: 50.000 kr. Støtter udekøkken og materialebygning

💚 Dansk Ungdoms Fællesråd: 50.000 kr. Støtter udekøkken og materialebygning

💚 More Play Puljen: 75.000 kr. Støtter indkøb af natur-forhindringsbane

💚 KOMPAN (referenceplads-tilskud): 55.000 kr. Støtter indkøb af natur-forhindringsbane

💚 Ingeniør N.M. Knudsens Fond: 20.000 kr. Støtter det samlede formål

💚 B.P. Fonden: 4.000 kr. Støtter indkøb af stjernetelt/mastesejl

📸 Følg projektet i billeder! 

Her samler vi før-, under- og efter-billeder fra byggepladsen, arbejdsdage og arrangementer. Har du taget billeder fra en arbejdsdag eller et arrangement? Send dem gerne til os!

Filer

Oversigtskort for projektet - skitse 2025
Arkitekttegning af udekøkken, materialebygning og bålhytte d. 6. juni 2025
Arbejdsdag d. 14. juni 2025
Den gamle materialebygning - klar til håndværkerne 4. juli 2025
Arbejdsdag 10. juli 2025
Udekøkken byggeri 16. juli 2025
Udekøkken byggeri 21. juni 2025
Udekøkken er indrettet 31. juli 2025
Stjernetelt indviet på sommerlejr 2. august 2025
Udendørsvandhane og vask 10. aug. 2025
Haven er ryddet op og klar til sæsonstart 10. aug. 2025
Første spejdermøde i udekøkkenet med knob-brød over bål 15. aug. 2025
Udekøkkenet med inventar og sponsorplade 28. aug. 2025
Værksted og depot er i brug 28. aug. 2025
Arkitekttegning af bålhytte 3. jan. 2026
Træ til brænde doneret af Skovlyst 24. jan. 2026
Arbejdsdag 25. jan. 2026 - Folk samlet til pizza
Grejdepot i materialebygningen 25. jan. 2026
Værksted i materialebygningen 25. jan. 2026
Spejderknuden - Præsentation og fortælling, 30. marts 2026
KOMPAN - Tegning af forhindringsbanen
Første spadestik til Spejderknuden 10. maj 2026
Arbejdsdag 24. maj 2026
Velkomstskilt til Spejderknuden - Design KOMPAN og Cityspejderne
Forhindringsbanen - Status pr 03-08-2026 (2).pdf

Kontakt

Cityspejderne / 5. OdenseSct.Georg Gruppe
Georgsgade 97A
5000 Odense C
Danmark

info@cityspejderne.dk

Følg os på

Læs vores cookiepolitik her

En del af

Det Danske Spejderkorps logo